De syv sten

Eller: Fra fjeld til ovalbane på 50 år – hvad var det lige, der gik galt?

Det er egentlig en fuldstændig umulig opgave at redegøre fyldestgørende for de problemer og misforståelser, der er i den moderne, ”konventionelle” islandshesteverden. Jeg har forsøgt igennem forskellige artikler og debatindlæg gennem årene, uden at de på nogen måde er blevet fuldstændig dækkende. Det er ikke sikkert, at jeg har ret i alle mine betragtninger, eller at jeg får alle detaljer med. Når jeg alligevel forsøger, er det primært fordi ingen andre gør det; i hvert fald ikke på dansk.

Der findes hundredvis af internetsider om islandske heste, adskillige film og bøger, nyhedsbreve og debatfora, men langt de fleste hylder den måde, hvorpå man i dag træner og rider islandske heste. Enkelte trænere giver en kortfattet beskrivelse af deres metode eller inspirationskilde (primært berideruddannelsen på Holar eller horsemanship), i deres annoncer eller på deres hjemmeside, men generelt forekommer det mig, at islandshesteridning, som den præsenterer sig, først og fremmest er præstationsorienteret og teorifattig.
”There is no zealot like a convert”, eller på dansk, ingen er mere hellig end en konvertit. Jeg har i næsten 30 år redet islændere som de fleste andre rider islændere. Så dumpede jeg ned i den akademiske sandkasse, og der befinder jeg mig godt. Hvis du synes, det følgende er langt ude, så læs det fra den vinkel.

Man kan ikke skille de enkelte problemstillinger fra hinanden, tingene hænger sammen, men for overskuelighedens skyld er det blevet til syv sten:

1) Fra græsrodsbevægelse til superliga
Islandshesteverdenen er vokset fra at være den sjove lillebror i den store hestefamilie, til at ligne den ustyrlige storebror – varmblodshesteverdenen. Først og fremmest er ridningen dybt inficeret af de eftertragtede sports – og avlspræstationer. Men heste interesserer sig ikke for præstationer, det er noget moderne ryttere har fundet på. Heste har helt andre punkter på dagsordenen. Det er imidlertid en udbredt overbevisning blandt islandshestefolk, at islandske heste har et federe liv end heste af alle mulige andre racer. Hvis man rider rundt på denne lyserøde illusion, kan det være svært at få øje på, at der er flere ligheder end forskelle. Islandshesteverdenen er lige så kommerciel som storebror. Hestenes træning er lige så fysiologisk uhensigtsmæssig og lige så ensidigt fokuseret på at opnå hurtige resultater. Og skader er bestemt ikke forbeholdt varmblodshestene. Der er en udbredt antagelse af, at den måde man rider islandske heste på, er den eneste rigtige måde at gøre det på, selvom det er helt uden belæg i teori eller empiri. Og ud fra denne antagelse er man villig til at anvende metoder, der ville give anledning til bestyrtelse i andre forgreninger af hesteverdenen. For eksempel ”gangartsskoning” eller fastbinding af tungen.

2) Tölt - transportform eller ekstremsport?
Den islandske hests fornemste egenskab er gangarten tölt, som findes bevaret i mange hesteracer, især uden for det europæiske kontinent, i områder med specielle terrænforhold og uden avl henimod større (træk)dyr. Tölt er en gangart til fladtrådte stier. I vanskeligt terræn er trav og galop tölten overlegen, både hvad angår balance og udholdenhed for hesten. Og på veje er komforten og økonomien ved at køre hestevogn slående. Tölt er en gave til rytterfolk, der ikke vil bruge energi på at lade sig transportere fra A til B, for eksempel bønder på vej til et marked. Men det forudsætter, at hesten er behagelig at sidde på, let at styre og let på hånden.
Tölten mister mening, når den rides under pres, i en alt for høj form, med sænket ryg og uden balance, som i det rendyrkede billede af ovalbanetölteren Samtidig er denne udartning af tölten en biomekanisk katastrofe. Det eftertragtede løft udvikles ved hjælp af spænding, kompression og forskellige mekaniske indgreb. Ingen af disse metoder sigter imod at styrke hesten, sandsynligvis medfører de tværtimod slid.
Tölten er blevet den islandske hests akilleshæl. Tölten gør en egentlig meget stærk hest sårbar, fordi tölt giver ryttere en illusion om, at de kan ride. Det betyder, at mange islandshesteryttere aldrig gennemgår et egentligt uddannelsesforløb og derved opnår et uafhængigt sæde, som er skånsomt for hesten. Det er der mange heste, der ikke kan holde til, men hvis man rider på en stor hest med en bumpende trav, er man i langt højere grad tilskyndet til i et eller andet omfang at udvikle sit sæde.
Tölt i gamle dage.

3) Tölt – en praksis uden fundament
Det ensidige fokus på forbensløft i tölten betyder, at alle kræfter bliver brugt på at udvikle træningsmetoder og rideteknikker, der kan tilvejebringe dette. Det indebærer, at mange islandske heste får en ensidig, præstationsorienteret uddannelse, og at mange ryttere ikke lærer at ride, men bliver fantastiske til at få heste til at ”løfte stængerne”. Men det betyder også, at der er store huller i udviklingen og formuleringen af metoder, der kan uddanne islandske heste og deres ryttere i en mere nuanceret og fysiologisk hensigtsmæssig retning. Der mangler en grundlæggende forståelse af en uddannelsesskala, og derfor bliver fokus for træning og undervisning fuldstændig tilfældig. En understregning af dette ses af, at der ikke findes en aktuel dansksproget ridelære for ridning på islandske heste.

4) Gangartsbedømmelser – hvad er kvalitet?
Ved gangartskonkurrencer på islandske heste bedømmes alle gangarter efter denne prioritering:
TAKT – TEMPO – BEVÆGELSE – FORM – UDTRYK. Det kan umiddelbart se fornuftigt ud, især hvis man ved takt forstår en stabil rytme. Det gør man ikke. Takt i islandsk forstand er et metronomisk præcist interval. Ved tempo forstås overholdelse af definerede tempi i de enkelte opgavedele. Honoreringen af højt forbensløft bygger på en falsk bevægelsesæstetik. Der er ikke noget forkert ved løft, forudsat at løftet er et resultat af skulderfrihed opnået gennem bæring, det er bare ikke det, man ser på konkurrencebanerne. Vægtningen betyder også, at der først som tredje, fjerde og femte prioritet er plads til at honorere kvaliteter som løsgjorthed, lethed og energi. Kvaliteter som kan sige noget om hvorvidt træningen og ridningen er fornuftig. I praksis betyder det, at heste, som er skoet og behængt med boots til en regelmæssig takt, og derfor kan holde det rigtige tempo og vise store bevægelser, vinder, selvom de er anspændte og uhensigtsmæssigt formgivet.

5) Gangartsskoning – sprintere med svømmefødder
Rigtig mange konkurrenceheste er beskåret og skoet med henblik på at ændre takt og bevægelse. Metoderne er omfattende og kreative. Det går først og fremmest ud over forhovene, som holdes store og lange, forsynes med såler, silicone og kunstig negl. Effekten er ændret overrulningspunkt, vægt, fjedring, tramp og en stor difference til baghovene. Det er et voldsomt indgreb i hestens hove og bevægeapparat. Det er også en ubehagelig risikovillighed, idet konstruktionen indebærer en større fare for at hesten træder sig, især gennem sving i høj fart. Desuden er det ikke ualmindeligt, at konstruktionen braser sammen under konkurrence, så hesten må udgå med 3½ hov. Og endelig burde der jo være tale om en ridekonkurrence, ikke en konkurrence i ekstremskoning.

6) Det islandske sadelleje
Der eksisterer fortsat en forestilling om, at sadlen lige netop på islandske heste skal ligge bag sadellejet, eller at rytteren skal sidde tilbage i sadlen for at give ”skulderfrihed”. Dette takler man på forskellig vis, med gangartssadler, skridsikre sadelunderlag og overdimensionerede knæpuder. Resultatet er i alle tilfælde en belastning af hestens lænd. Kombineret med den efterstræbte højt rejste hals er resultatet en ”hængebroryg”, der skal bære rytterens forholdsvis store vægt over et meget begrænset område. Der spenderes formuer på nye sadler, hvorimod udvikling af en rygmuskulatur, der kan bære sadel og rytter, ikke ofres megen opmærksomhed.

7) Tryllebid og tricks –"pimp my pony"
Der er knyttet mange forestillinger om mirakler til udstyr, især bid og næsebånd. Utålmodighed og uforstand medfører i nogle tilfælde tungeproblemer og spændte kæber hos hesten, og når disse symptomer skal skjules, er kreativiteten stor. Der sker desuden en snigende oprustning på området – det bliver åbenbart stadig sværere at holde styr på hestene. Således var man ind til 2003 i stand til at klare sig med et engelsk næsebånd, når man red med islandsk stangbid, men efter ændring af reglerne finder mange det øjensynligt nødvendigt at bruge kombinationsnæsebånd sammen med stangbiddet, og nogle er endda gået så langt som til også at montere bidringe! Det er en ejendommelig sammensætning, som man mig bekendt ikke ser i andre ridekulturer, der anvender kandar. Det mest iøjnefaldende er, at man forsøger at løse et træningsproblem ved hjælp af isenkram, i stedet for at analysere sig frem til en forståelse af problemet.

Morten

Tilbage til top