Om Morten

Som barn blev jeg sat op på en islandsk hest hos Arne Olausen, en norsk ingeniør, som ad uransagelige årsager var blevet islandshestemand i Farum. Hos ham tilbragte jeg det meste af min ungdom. Jeg fik mine egne hest, tog på kurser, blev klubinstruktør og midt i 80’erne arbejdede jeg nogle år hos Jón Matthiasson, en gammel tamningamađur i Akureyri. I 90’erne var jeg dybt involveret i at opbygge et islændercenter og uddanne mig som sportsdommer, men fandt også lige tid til at tage en civil uddannelse.
Mit spring ud i et nyt hesteliv skete tilsyneladende meget pludseligt, men når jeg ser tilbage på den tid, var springet under opbygning længe. Det endelige skub fik jeg under VM for islandske heste i Herning i 2003. Jeg var ulykkeligvis holdleder for det danske landshold, primært fordi jeg var en tøsedreng som aldrig kunne sige nej og slet ikke spørge andre om hjælp. Jeg var gået fra at være udvidet islændernørd, til at uddanne mig som instruktør og dommer, og derefter var vejen til at sidde først i dommerudvalg og derefter i bestyrelsen i Dansk Islandshesteforening forbløffende kort. Som formand for sportsbestyrelsen anede jeg ikke hvem jeg skulle udpege som holdleder, og vupti stod jeg selv midt i et inferno af konkurrencementalitet, økonomiske interesser, skarpe bid og ditto albuer, og følte mig som en lille, fremmed fugl. Med VIP-card kommer man alle vegne på en stævneplads, og det er ikke pæne ting man ser, hverken bag kulisserne eller ude på banerne. Kort efter trak jeg mig ud af det cirkus, og besluttede mig for at bryde med hele konkurrenceverdenen og bestyrelsesarbejdet.

I årene inden var jeg begyndt at modtage regelmæssig rideundervisning af en dame med klassisk baggrund. Efter 20 år med konventionel islænderundervisning med variationer over de samme temae, (lørdag: mobilisering - søndag: gangarter) var det en åbenbaring at blive holdt fast på helt basale kvaliteter: Hvis du ikke kan kontrollere det første skridt, hvordan vil du så kontrollere alle de andre?, og: Hvis hesten ikke fungerer i skridt, bliver det nok ikke bedre af at ride hurtigere.

Samtidig var der tøbrud i verden udenfor. Jeg læste et interview med Bent Branderup i ”Hest”, og tænkte ”sejt”. Der gik rygter om, at manden havde været på Island og undervist i Felag Tamningamanna og lige pludselig havde min nabo tre videoer med Akademische Reitkunst. En ide tog form i min krøllede hjerne, Bent Branderup skal undervise den danske islænderelite! Noget rystet modtog jeg følgende svar på min høflige forespørgsel: Bent tager ikke folk ind fra gaden, men prøv hos en af hans elever, Stefanie Staudinger. For at vide hvad vi købte, fik jeg selv en plads på et kursus med Stefanie. Det var som endelig at finde hjem. Ikke fordi jeg fattede en meter, men jeg faldt for roen, tankegodset og en helt anderledes opfattelse af heste og ridning, end jeg var vant til.

Hvis nogen fra dengang tænker, jamen vi kom da på Bent-kursus med DI, er det i øvrigt korrekt. Stefanie blev gravid og så hang Bent alligevel på opgaven og fik lejlighed til at lufte en af sine klassikere: "Nu er der snart så mange islændere i stalden, at vi skal til at sprøjte imod dem."
Med tiden er det gået op for mig at der foregik tre parallelle processer:
1) Det blev stadig tydeligere for mig, at jeg ikke var (er) voldsomt god til at ride. Mine heste kom stille og roligt mere og mere på forparten, blev hårde i munden og kunne ikke holde en ren takt i tölten uden diverse fiksfakserier.
2) Jeg fik det værre og værre med at være en del af den moderne islænderverden, som i løbet af nogle årtier har udviklet en konkurrencekultur parallelt med den moderne dressur.
3) Længe før jeg landede i Bent Branderups univers, var jeg optaget af den kulturhistoriske dimension ved islandshesteridning.
Jeg red med håndhest, samlede på islandske stangbid og læste i timevis i bøger om den islandske hests historie. Men jeg manglede en sammenhæng til ridningen. Den fandt jeg i beskrivelsen af den tidsløse erhvervsridning. Med den forståelse hang det hele pludselig sammen, og i stedet for at interessere mig for fortiden, som noget på et museum, kunne jeg begynde at spørge mig selv: hvordan red man på islandske heste, inden de blev en fritidsfornøjelse.

Nu har jeg tilbragt syv år i den akademiske rideverden. Min foretrukne underviser er fortsat Stefanie Staudinger. Det var nok ikke tilfældigt, at jeg startede hos hende. Hestene er stadig islandske, men de har aldrig set en ovalbane.

Om Tanja

Min introduktion til hesteverdenen ligner til forveksling så mange andres: Debut på rideskole med hiv og træk. Mine lange teenageben sørgede for, at jeg blev tildelt de største og tungeste rideskoleheste, så timerne i ridehallen blev tunge og lange. Så snart erfaringen var tilstrækkelig til skiftet fra rideskolerytter til partrytter, foretrak jeg ubekymrede skovture frem for ridehallens surt råbende instruktører og rytternes sammenbidte terpen af bevægelser.

Havde jeg været 20 år yngre, var jeg måske blevet forvirret af alle de mange alternativer, der siden væltede frem: Monty Roberts, Andrew McLean, westernridning, iberisk ridning, evighedsremonteridning, schöneich-longering... Dengang var ridning bare ridning, så valg af skovtursridning var lige så meget et fravalg af sportsridekulturen.

Da Bent Branderups ridefilosofi ramte Danmark sidst i 90´erne, ramte den lige i plet for mig: I ”Akademisk ridekunst” mødte jeg for første gang en kultur, hvor det var tilladt at stille spørgsmål. En forklaring på øvelsernes formål og på deres rækkefølge. Ridningen sat ind i en kulturel og historisk kontekst. Jeg fandt en hensyntagen til både hestens sind og hestens krop. Og måske allervigtigst: Jeg fandt endelig en biomekanisk tilgang til hestegymnastikken, som gav fuldstændig mening i forhold til, hvordan jeg havde bygget min egen krop op.

Jeg fik som 13-årig konstateret skoliose, en sygdom hvor ryggens hvirvler vokser sig asymmetriske, så de set bagfra nærmest ligner appelsinbåde med en bred og en smal side. Uden behandling fremstår man som en uskøn blanding af det skæve tårn i Pisa og Quasimodo. Lægernes dom var 3 år iført gipskorset, båret 24 timer i døgnet, eller kirurgisk fiksering af de skæve hvirvler i en ”lige” position. Heldigvis søgte mine forældre andre veje og fandt Mensendieck-gymnastik, og med systematisk træning fik jeg i løbet af et par år opbygget et muskelkorset, som trak rygsøjlens skæve dele så meget på plads, at lægernes løsningsforslag ikke længere var relevante.
Jeg har levet hele mit voksenliv med skoliose; foreløbig smertefri og uden nogen form for begrænsninger, så ud fra min erfaring er der slet ingen tvivl: Det er en illusion at tro, at man kan gøre en krop ”lige” ved at holde den ”lige” hele tiden. Dels vil man miste fornemmelsen for, hvor ”lige” er, og dels vil man forsømme at træne smidighed og styrke muskel for muskel. Målet er en krop, som er lige stærk og lige smidig i begge sider og samtidig også en bevidsthed om, hvor man skal sætte ind for at arbejde sig i retning af symmetri. Det kræver et systematisk program af øvelser: Forkortede muskler skal smidiggøres og forlænges. For lange, slappe muskler skal styrkes og forkortes. Det er det overordnede princip i kropsskulpturering. Om kroppen transporterer sig rundt på 2 eller 4 ben er i den sammenhæng ikke væsentligt.

Tilbage til top