Om at ride
Man kan forklare, hvorfor man rider, som man gør på mange måder.
Det moderne menneskes arbejdsliv er problematisk. For de fleste af os er arbejdslivet forbundet med meget begrænset fysisk aktivitet, og måden hvorpå vi bruger vores krop, er ikke altid fysiologisk hensigtsmæssig. Blot få generationer tilbage var langt de fleste menneskers arbejde betydeligt mere fysisk krævende. Man startede tidligere på sit arbejdsliv, arbejdsdagene var længere og flere. Til gengæld holdt man måske ikke så længe. Om man klagede mere eller mindre, eller følte sig mere slidt er svært at sige. Mange kendte ikke til andet end at slide fra morgen til aften. Man gik i hvert fald ikke til lægen, før man var ved at stille de nedslidte træsko. Vi troede, at maskinerne og teknologien ville være en lettelse for det moderne menneske, men vi kunne slet ikke tåle det. I dag har vi velfærdssygdomme i form af hjertekarlidelser, overvægt og ryglidelser, som reducerer vores livskvalitet. Heldigvis er der ved siden af den klassiske lægekunst opstået en omfattende industri af behandlere, som hjælper os med at rette op på de skavanker, vi pådrager os ved ikke at lave ret meget. Vægtkonsulenter, kiropraktorer og alskens alternative behandlere. Og vi har endog konstrueret maskiner, som kan udfordre vores fysik, så vi kan bruge energi og komme i form i vores træningscentre. Nogenlunde parallelt med denne udvikling er vores heste blevet arbejdsfrie. Det er meget få heste, der skal op om morgenen for at gå på arbejde. De har faktisk ikke andet end fritid. De indgår ikke i nogen form for produktion. De går egentlig bare og venter på, at vi kommer for at adsprede os med dem. Men på trods - eller måske netop på grund - af dette faktum har heste også velfærdssygdomme. Heste er på grund af vores ridning hårdest ramt i ben og ryg, og de betaler en stor pris for vores adspredelse i form af en kort gennemsnitsalder. I hesteverdenen findes en helt tilsvarende helseindustri med kiropraktorer, massører og foderkonsulenter, som kan afhjælpe hestenes velfærdsproblemer.Og i vores uendelige visdom har vi minsandten konstrueret maskiner i form af løbebånd og longeringsmaskiner, så også hesten kan komme i form, uden at vi behøver få sved på panden. Vi kan ikke holde op med at arbejde, hestene er for længst holdt op, alligevel får de velfærdsproblemer. Man kunne forsvare, at man sled heste op, dengang man knoklede ved siden af dem på vej og mark, men det er svært at argumentere for, at det er i orden i dag. Det forekommer forkert, at heste får arbejdsskader i vores fritid. Hvis man tager dette alvorligt, må man se sig om efter en hensigtsmæssig vej at gå. Desværre ved man ikke med sikkerhed, hvordan man bedst muligt uddanner en hest til holdbarhed. Der er meget begrænset forskning på området. Men man kan gå baglæns til et tidspunkt i historien, hvor hestens styrke og holdbarhed var essentiel, og lade dette være en ledetråd for ridningen. Og man kan skæve til de ridekulturer, som har rødder tilbage til dengang hesten var på arbejde, og lade dette være en inspiration. Ridning har ikke noget at gøre med en bestemt stil, ligesom den i dette perspektiv ikke har noget at gøre med en bestemt hesterace. Man kan finde en masse andre forklaringer på, hvorfor vi rider, som vi gør. At det er ridning med et kulturhistorisk perspektiv. At man møder nogle behagelige mennesker i en given niche af hesteverdenen, eller at udstyret er smukt. Og at man kan være med uden at ofre en formue på hestekøb, fordi det drejer sig om at uddanne den hest man har, frem for at fantasere om den hest man ikke har. Det ville være snyd at påstå, at det ikke spiller ind. Men hvis de etiske overvejelser om ridning ikke står øverst, klinger resten hult. Tilbage til top