Om basisundervisning

- og om at være ”godkendt af Bent Branderup”.

Enhver anden underviser i Akademisk Ridekunst end lige netop Bent Branderup selv, underviser i sin egen fortolkning og forståelse af metoden, baseret på de praktiske erfaringer, vedkommende har gjort sig med netop sine heste.
Jo højere man har evnet at uddanne heste – og jo flere blindgyder, man har været en tur i undervejs – desto mere kompetent må man formodes at kunne omsætte teorien til praksis. At aflægge og bestå en eller flere prøver i Bent Branderups system er ikke i sig selv et bevis for, at man evner at videreformidle stoffet til andre ryttere. Men for den rytter, der står og skal finde en kvalificeret underviser i junglen af navne, der tilbyder sig, er en aflagt prøve dog et konkret udtryk for, at Bent Branderup har set underviseren praktisere det, hun prædiker.

Jeg var blandt de første, der faldt for Akademisk Ridekunst, da familien Gjersøe introducerede Bent Branderup i Danmark. Jeg begyndte dog ikke at undervise i Branderups metode, før jeg i 2004 havde bestået min Ridderprøve.

Bent Branderups idé med Akademisk Ridekunst er at uddanne uddannere, eller tænkende ryttere, som selv former deres rideheste. Ét er idé, noget andet er dog realiteter:
Det er en proces at lære sig at arbejde selvstændigt med sin ridning; at kunne analysere, vurdere og strukturere en læreproces for sig selv og for hesten. Undervisning i form af 2-4 weekendkurser om året betyder, at man mellem hvert kursus typisk har 3-4 måneder på egen hånd, hvor man efter bedste evne forsøger at følge den kurs, man fik stukket ud på kurset. Bliver man slået ud af kurs, kan man nå at sejle længere væk fra målet på 3 måneder end man kan på 2 eller 3 uger.

Jeg er derfor af den overbevisning, at basisundervisning giver størst udbytte, når undervisningen finder sted med regelmæssige intervaller. Man er ikke overladt til sig selv så længe ad gangen, man kan få tingene forklaret og demonstreret igen og igen, og modsat kursusformen får man nyt stof i mindre mængder ad gangen.

Et andet vigtigt aspekt er, at hest og rytter indledningsvis lærer bedst, når de er hjemme i deres vante omgivelser. Det er ærgerligt at have betalt flere tusind kroner for et weekendkursus, hvis hesten stresser rundt i et fremmed ridehus, eller hvis man selv får ”præstationsknopper” blot ved synet af en nok så venligt indstillet tilskuerrække.

Tanja

Tölt uden tricks

Uanset race har en hest brug for god gymnastik for at holde længe som ridehest. Islænderen er ingen undtagelse, men man kan heller ikke komme udenom, at dens mangfoldige gangartssammensætninger kan give særlige udfordringer.
Når jeg har sat islænderryttere godt i gang med basisarbejdet, trækker jeg derfor efter behov på Mortens mere end 30 års erfaring med islandshesteridning. Morten giver ikke vanlig ”tölttræning” i form af hurtige tips og tricks og mekaniske hjælpemidler. Tölt skal uddannes præcis som skridt, trav og galop: Enhver gangart skal rides for lette hjælpere, uden unødig spænding og med fornuftig formgivning, så hesten ikke bliver slidt ned, men bygget op.

Tanja

Tilbage til top

Tricks

Det er onkel Bents skyld.
Onsdag efter onsdag så jeg Bent afslutte Filurs indslag i aftentræningen med et kompliment foran publikum. Gang på gang har jeg hørt Bent formulere noget om, at publikums højlydte beundring understregede, at det er utaknemmeligt at uddanne heste i årevis, når det vækker større begejstring at vise et trick, som man kan lære hesten på et par dage. Men samtidig tænkte jeg: Det vil jeg lære!

For fire år siden var der ikke rigtig nogen steder at gå hen, hvis man ville lære tricks i Danmark, så jeg kørte til Stockholm og deltog i et kursus med den tyske underviser Frauke Ebsen. Det er jo langt ude at køre alene med sin hest 1000 km for at få hesten til at lave krøller på sig selv, men det var en fantastisk tur. Jeg tog en ildelugtende russisk backpacker med nordpå for at have lidt selskab. Heldigvis var luften frisk i den Stockholmske skærgård.
Frauke var fantastisk og komlimentet var lige ved at fungere inden kurset var færdigt, så på turen hjem langs Vättarn var jeg flyvende. Året efter kunne jeg nøjes med at køre til Jylland, for det var lykkedes Vindskovgaard at lokke Frauke til Skanderborg. Forrige sommer slap Thora helt for lange køreture og kunne optræde på hjemmebane, for vi endte med at flyve Frauke til Amager. I år afholder vi for andet år i træk kurser med Frauke på Stengården i Hornbæk, så Thora har efterhånden mange tricks i ærmet, og jeg er fulgt godt med.

Inden jeg fandt på at jeg ville lære tricks, var jeg lykkeligt uvidende om det minefelt, man dermed risikerer at træde ind i. Forskellige ideologer indenfor horsemanship, klikkertræning og indlæringsteknik har alle en mening om tricks. Heldigvis kan man også bare gå udenom i en stor bue. Det har jeg valgt at gøre.
Jeg laver tricks fordi det er sjovt, ligesom jeg rider fordi det er sjovt. Man kan pakke tricks ind i lækre begreber som gymnasticering og pædagogik, men for mig er det først og fremmest leg. Og den tungnemme elev, det er mig. Selvom man skulle gå hen og blive fuldstændig grebet af at lege med tricks, vil man aldrig blive lige så dygtig som artister der arbejder professionelt. Man er nødt til at skrue ned for ambitionsniveauet, lade hesten bestemme fremskridtet og blive i legen frem for at gå efter resultatet.

Historien bag cirkustricks er kort fortalt, at de var længe var forbeholdt cirkusverden. Den første til at bryde cirkusverdens hemmelighedskodeks var tyske Freddy Knie. Sammen med Eva Wiemers har han undervist i og skrevet bøger om cirkustricks. I Tyskland er tricktræning en stor niche i en meget stor hesteverden, og der findes bøger nok til en hel samling. Ud over de nævnte har også Franco Gorgi og Natalie Penquitt skrevet bøger om tricks. Sidstnævnte er oversat til dansk, hendes bog hedder Træn din hest og kan findes på biblioteket. Susanne Berdino har også udgivet en bog om emnet, men så er det bedre at gå på biblioteket.

Som med ridning gælder det, at man ikke kan lære tricks fra en bog. Find en der kan lære dig det eller tag på kursus. Især er det vigtigt at opdage, hvad hesten ikke skal lære. Tricks kan vise sig at være en plage. Det er ligesom at lære børn at bande. Det er sjovt, når knægten formulerer sit første ”sgu fanden”, men når ungen et halvt år senere lyder som noget fra et betændt københavnsk brokvarter, leder man desperat efter sletteknappen.

Hesten kan lære: Stå på podium, hilse, kompliment, plié, sidde, ligge. Apportere, krølle forben, svare ja eller nej, rulle tæppe ud og sammen, polka, spanske skridt, bjergged. Hesten bør ikke lære: At slå hovedet i staldgangen, når smeden prøver at løfte ben. At ramme fritgående børn eller hunde lige i panden med et spansk skridt. At samle alverdens skrammel op fra striglepladsen. At springe kærligt ned i din favn fra et podium. At vise dig sine nye sko med dig i frøperspektiv.

Vil du i gang med at lære din hest cirkustricks "på hjemmebane" så kontakt os og aftal nærmere.

Morten

Tilbage til top