Efreim

F.1988
Jeg har kendt Effe siden 1995. I en skoleklasse er der typisk et barn, der spiller rollen som ”klassens klovn” og i den stald, hvor min smarte dansk-varmblodshest boede med alle de andre smarte varmblodsheste, var Effe klassens klovn med sit pjuskede hår, sin lyserøde snabelmule og sine korte ben. Som 1,87 høj sportsdressurrytter ”så” jeg derfor i årevis ikke Effe – eller enhver anden hest under 1,75(!) – som ”ridemateriale”, før jeg sidst i 90´erne opdagede, at der fandtes ridemetoder, hvor det ikke var en nødvendighed at kunne klemme hver en centimeter af sine laange ben helt ind til hestens flanker for at se ”rigtig” ud.

Effe begyndte på at lære mig at ride i april 2000. Det tog ham nogle år at få mig til at slippe præstationsridningen, og set i det bitter-søde bakspejl var det først, da Effe dels blev blind og dels blev dømt ude af dyrlægerne med ringfod og gigt i for”knæ” på begge forben, at jeg rettede mig efter Bent Branderups gyldne frase: Jeg begyndte at bruge dressuren til hesten, og ikke hesten til dressuren.

I 2004 så det ud til at Effes ben var slidt op. Vi nåede lige at bestå Bents Ridderprøve i meget samlet trav og galop, og jeg skyndte mig at finde Effes efterfølger: En ung, sund og rask knabstrupper.
Heldigvis har Effe aldrig set röntgenbillederne af sine ben, så stille og roligt er han blevet ved at gå og løbe uden symptomer, kun hjulpet af gymnastik og glucosamin.

Idag har Effe rundet de 21 år. Han kræver hensyn i form af omhyggelig opvarmning, og hverken Effes krop eller Effes hoved finder sig i noget, hvis mit præstations-gen tager overhånd og pludselig kræver terpning af hele repertoiret i løbet af én gymnastiktime.

Effe kan bryste sig af at være international showhest - vi var i Hamborg og træde op for et par hundrede tyskere ved Stefanie Staudingers Sommergala i 2006 og 2007 - Danmarks eneste nulevende ridderprøvehest, og i bedste "Ude og hjemme"-stil "månedens glade krøbling" i Equipage:
>Læs artikel her

Tanja

Bastian aus der schützenden Hand

F.2000
Bastian er verdens bedste "spildprodukt" fra Heinz Hackmanns knabstrupper-renavlsprojekt.

I 2004 mistænkte jeg fejlagtigt Effe for ikke at have mange år tilbage i benene. Jeg vidste – og ved – at der kun findes én Effe, men Effe har bjergtaget mig i en sådan grad, at jeg nok aldrig bliver færdig med knabstruppere. På anbefaling af Bent Branderup drog jeg derfor til Werpeloh, hvor verdens største knabstrupperkollektion findes på stutteri Aus der schützenden Hand.
Når man bestiller en vallak, får man selvfølgelig ikke lov til at løbe med de allermest gyldne gener ud af en så lille genpujle, som renavls-knabstrupperne udgør. Da jeg oven i købet skulle bruge en hest i den tilridningsmodne alder, måtte jeg gå på kompromis med Bastians bygning: Temmelig lang ryg og relativt korte ben, især forben, hvilket gør Bastian noget overbygget. (Jeg havde heller ikke råd til så mange pletter. – Det må blive næste gang!)
Bastians kropslige udfordringer i forhold til at honorere mine planer om at lave en luksusskovturshest opvejes dog til fulde af hans fortrin: Et godt sind og et godt helbred. Sind er hesten født med. Fysikken kan man efter evne forbedre hen ad vejen.
Bastian er noget – ahem – bevægelsesøkonomisk af natur. Hvis man be´r ham pænt, viser han dog fantastiske bevægelser.
Bastian bor i en løsdrift med masser af islændere - og en enkelt kat.III blandingspony, Pan, som spiller en dobbeltrolle som sjæleven og "bidepony".

Tanja

Tilbage til top

Thora fra Buresødal

F.1999

Thora var i begyndelsen egentlig en lånehest, som jeg ville lege med, mens jeg ledte efter en ny hest. Hun var let ryttervant, og mine første ture på hende var fræseture i skoven i alle gangarter.
Jeg kunne have købt en utilredet vallak uden hormonstress. Jeg kunne have købt en 4-gænger med sikker trav. Endda en hest uden turbomotor. Jeg kunne endog have konverteret til en helt anden race. Men så købte jeg Thora. Det er nogenlunde lige så fornuftigt, som at forsøge at bowle med en hoppebold. Teoretisk set kan man jo godt bowle med en hoppebold, men så skal man være vildt dygtig til at bowle.

Thora er vel egentlig en ganske moderne islænder med fem gear, rastløs energi og gode, skubbende bevægelser. Desuden er hun smidig som en vandmand. Jeg tror sagtens hun kunne have rykket fra på en ovalbane, men jeg har ikke prøvet.
Jeg har uddannet mig med Thora i 5 år, og vi er da nået et stykke vej. Jeg har lagt meget vægt på balance og løsgøring i trav, for ikke at ende med hest der skubber af sted med underhals i tölt. Det er vanskeligere at løsgøre i tölt, fordi den hurtige takt er svær at synkronisere med åndedrættets rytme for hesten. Desuden er tölt en gangart med indbygget acceleration, hvilket gør det vanskeligt at arbejde i en hensigtsmæssig formgivning – hvis hesten konstant skal anholdes. Det betyder ikke, at jeg ikke vil tölte, men jeg vil gerne lige se hvor meget bæring jeg kan opnå i en hest der er programmeret til at skubbe. Mange af de disse udfordringer kunne man ”fixe” ved at give hesten mere vægt på forhovene. Men man lærer ikke at ride ved at betale smeden for specialskoning.
Et andet aspekt er, at travarbejdet giver mig en anledning til at blive mere opmærksom på mit sæde, som gennem mange års islænderridning først og fremmest er trænet til at holde fast i tölt. Som man måske kan regne ud, er der tale om et omfattende projekt.

Morten

Tilbage til top

Glói fra Buresø

F. 2000
Et af de mest gentagne citater af Bent Branderup er ”det kan være lige meget, hvilken slags ridning, man ikke kan ride”. Man bliver desværre ikke ved et trylleslag bedre til at ride, bare fordi man skifter retning. Det bliver jeg hele tiden mindet om i mit arbejde med Gloi.

Hvis Thora er et eksempel på, hvordan man gerne vil avle moderne islændere, er Gloi lige det modsatte. Gloi mangler efter islandsk standard gangarter og bevægelser, han har sommereksem og særdeles sarte nerver. Hans trav savner sving, og er bestemt ikke noget for min ryg.
Jeg har længe forsøgt at få det løsgørende arbejde til at fungere i skridt og trav på banen, men mine evner rækker ikke. Hvis han var i hænderne på en almindelig islandshesterytter, havde man nok ”gangsat” ham efter tilridningen, og havde opnået en hektisk og spændt bevægelse, men dog en gangart man kunne sidde på. Det er det lumske ved tölt, man kan næsten altid sidde på den.

Vejen videre har vist sig at være skridt og galop i terrænet. Galop er den gangart, jeg bedst kan løsgøre Gloi i. Efterhånden kan han listes ned i en kort men afslappet trav, lige indtil han opdager, at han traver. Planen er, at jeg på sigt kan arbejde med galoppen på en bane. Måske engang henimod working equitation. Ved siden af ridningen arbejder jeg fra jorden, hvilket han profiterer af.
Derimod går jeg udenom at arbejde med tricks med Gloi. Hans taktile system er i forvejen i et højt beredskab. Hvis jeg installerer flere signaler på hans krop, vil han opføre sig som en panisk sprællemand i sine forsøg på at gøre det rigtige.
Før i tiden ville jeg gå rundt og være indebrændt og tænke, øv, jeg er ikke dygtig nok, gid jeg havde en bedre hest. Nu sætter jeg pris på den frihed jeg har, til at gå i andre retninger og vokse med opgaven.

Morten

Tilbage til top

Djarfur

F.2003
Djarfur blev som 4-årig begyndt trænet af Alexandra Myhren, mens hun var i praktik hos Bent Branderup. Hun nåede dog ikke at tilride ham, inden hun flyttede tilbage til Norge.
Nu er Djarfur endt hos mig, skønt det med mine 1,87 ikke lå i kortene, at jeg skulle have et ridedyr på 1,36.
Jeg har kun haft Djarfur siden 1. juli, men han er allerede trampet ind i mit hjerte. Man skal passe på med at blive alt for glad for en hest, man ikke regner med at skulle beholde. Derfor sætter jeg det allerede nu på skrift - DJARFUR ER TIL SALG - så jeg ikke "kommer til" at beholde ham for altid!

Djarfur er arbejdsvillig og lærenem. Han er kropsligt og socialt intelligent, og han er en hest med masser af power og personlighed.
Djarfur er nu tilredet, så vi kan klare os uden longefører. Skridtarbejdet går fint fremad, og i "andet gear" arbejder vi nu med at finde samme løsgjorte formgivning, som vi mestrer i skridt. Stod det til Djarfur, ræsede vi rundt i tölt, men i trav finder vi mere afspænding og bedre formgivning, så i Djarfurs tilfælde må trav komme før tölt.
Du er velkommen til at komme og møde Djarfur, hvis du overvejer at anskaffe dig en køn, aka-trænet 4gænger.

Tanja

Tilbage til top